Demersal er et hardcore/screamo band, der skriver sange om ængstelighed og meningsløshed som reaktion på verden i forfald. Musikken bevæger sig mellem kaotisk, ekspressiv hardcore og postrockede, melankolske passager, hvor teksterne formidles gennem vokaler, der både fremstår stærke og skrøbelige på samme tid. Mellem udgivelsen af deres debut-EP, ’To mend a yellow wound’, i 2017 og deres debut-LP, ’Less’, i 2020, har de turneret i Europa flere gange og delt scene med bands som LLNN, Portrayal Of Guilt, Pupil Slicer, Hexis, Kollapse og Omsorg, foruden at spille på flere danske festivaler som SPOT, Uhørt, A Colossal Weekend og Ilter Festival. De har sidenhen udgivet deres anden EP, 'Death Routines' (2021) samt flere splitudgivelser. Den 10. maj 2024 udkommer deres andet og selvbetitlede album med en fortælling om vigtigheden i at turde at være skrøbelige og udvise omsorg overfor hinanden som en måde at håndtere globale kriser og forfald.
Regarding Ambiguity markerer sig som en markant kraft inden for den danske hardcore/screamo scenen. De er som en firkløver, der leverer en musikalsk oplevelse, som både er intens og rå. Med et lineup bestående af fire ambitiøse individer, udmærker bandet sig ved deres evne til at fylde ethvert rum med kraftfulde, hårdtslående riffs, der river og flår i lytterens følelsesregister. Regarding Ambiguitys kendetegn identificeres ved at tage lytteren med på en rejse gennem dynamiske, atmosfæriske og melodiske landskaber. Bandet udgav deres debutalbum ’Abyss’ tilbage i oktober 2023. Værket står knivskarpt i bandets sortiment, og viser at de igen er klar til at indtage deres plads i skolegården blandt bands som Demersal, Puke Wolf og Omsorg. Pladens lyd er blevet poleret af selveste producergeniet Jack Shirley (Deafheaven, Loma Prieta, State Faults, Oathbreaker, Gouge Away, Nuvolascura, Jerome’s Dream osv.)
Kōya er seneste skud på stammen af post-hardcore fra Aalborg. Lyden er beskidt, tung og dissonant, alt imens sceneshowet sveddryppende, kaotisk og forløsende - perfekt til et floorshow, hvor publikum og band er I øjenhøjde. Gør dig selv den tjeneste at tjekke deres EP Fragments ud inden fredag, så du har en idé om det godstog der rammer dig med 240 km/t.