Saturday the 9th of April 2022 / kl 20:00 / GRATIS entre
Far Release Party
Far (local)
Majkystar (local)


Facebook Event

Far er klar med ny EP på 7” vinyl!

FAR

I 2021 rumsterede Far meget med ny musik, der skulle vise sig at blive til et soloprojekt. Musikken er skabt på nogle nye følelser af usikkerhed, mismod og afmagt over pludselig at stå alene, være isoleret og bandløs. Alt dette samt en omgang kold tyrker fik sat en masse nye ting i perspektiv.

Musikken er en fusion af det “Far”lige I måske kender fra PerleFar og det til tider noget hårdere og grimmere, der bedre kan rende frit i et soloprojekt med én sømand i styrehuset. Musikken leger i et univers af dødscirkus, gypsy, punk og sømandsviser. Harmonika, klaver og elektrisk orgel er omdrejningspunktet for lydsiden.

Tekstuniverset er personligt og ærligt og Far er meget optaget af hvad der sker, når man smider facaden og bringer det grimme og svære frem i lyset og har opdaget at det skaber plads til nye tanker og følelser. Far har fx skrevet sin første kærlighedssang til det ædruelige søndagsliv, som ellers var ubetrådt landskab for ganske kort tid siden.

Aftenens band består af de stålfaste rytmedrenge “Backbone” fra PerleFars begyndelse, samt Jonas Ringtved på guitar. Der vil være flere gæster at finde på scenen, men de skal være en overraskelse.



MAJKYSTAR

Majkystar er Majken Lex’s soloprojekt. Førhen har hun spillet i punkbandet ’Nitty Gritty’, det psykedeliske rock-projekt ’Queen Acid’ og senest i bandet ’SKRÅT OP’. Med soloprojektet drejer hun dog sit musikalske virke væk fra det punk-rockede og politiske over i et atmosfærisk crooner-univers, hvor kærlighed, eksistens og følelser flyder frit. Om projektet siger hun selv:
”Jeg har altid forsøgt at undgå, at skrive kærlighedssange, altid græmmet mig lidt ved at skulle dvæle ved det smukke og det, der er sårbart – måske fordi jeg har haft en tilbøjelighed til at tænke, at det ville blive en omgang pladder. Men det er full-on det, jeg dykker ned i med mit projekt, Majkystar – det sårbare, det smukke. Men også det grimme har en plads. Det er kontrasten mellem de to – det smukke og det grimme – det, som opstår, når de spejler sig i hinanden, der gør det muligt at se dem særligt tydeligt.”



***GRATIS ENTRÉ***