Bæst spiller dansksproget langsomrock. Bariton-guitarer, bas og tunge, dybe trommer driver numrene afsted som et godstog i ørkensolen. Tilsat Twin Peaks-lydende synth og jangly mandoliner, har du et band, der lyder som hvis True Widow tog en jam-session med vampyrene fra Only Lovers Left Alive - og sang på dansk.
Himmelrum er en københavnsk kvartet, der spiller drømmekraut – det er fantasifuldt, shoegazey og farverigt. At opleve dem live er at være vidne til et band i forunderlig forandring, der deler deres nysgerrighed og udvikling med publikum: Man kan kun være tryllebundet af oplevelsen.