Den unikke nordiske elegance og simplicitet i symbiose med brasiliansk romantik og lidenskab er en passende beskrivelse for Lasse Schjernings nye og ambitiøse projekt. Lytteren rammes helt tæt på, når trioen med dyb respekt og passion for musikkens ærlighed, udforsker det soniske univers i grænselandet mellem de to kulturer.
Dette spændende møde på tværs af grænserne, er kulminationen på et intenst og stimulerende musikalsk ophold i Berlin, hvor trioen mødtes i foråret ’18 - her fandt de hurtigt en fælles forbindelse og en nysgerrighed for de dybere lag i musikken.
Netop nysgerrigheden og et højt ambitionsniveau har altid drevet den unge og fremadstormende trommerslager Lasse Schjerning, siden han i ung alder greb stikkerne - det er også netop derfor, at han inviterer de unge brasilianske løver til landet i foråret. Både Pedro Martins og Frederico Heliodoro har et imponerede bagkatalog deres unge alder taget i betragtning - og er desuden faste medlemmer i bands, der tæller kapaciteter som Kurt Rosenwinkel, David Binney og KNOWER.
Med afsæt i nordens tone og den brasilianske lidenskab, tages lytteren med på en hjertevarm og improvisatorisk rejse til en filmisk og romantisk verden af stemningsfulde kompositioner.
Pedro Martins, guitar
Frederico Heliodoro, bas
Lasse Schjerning, trommer
På aftenen vil du også kunne høre den lokale bassist og komponist Albert Reinholdts trio.
Albert Reinholdt Østergaard har trods sin unge alder allerede opnået at spille med store navne som Ed Thigpen, Bob Mintzer, Eliel Lazo og Hugo Rasmussen. Han har boet og studeret på Cuba, været på tur og indspillet i flere dele af verden, herunder Brasilien, Italien, Spanien, de baltiske lande og selvfølgelig Danmark rundt. Han har været ind og ud af konservatoriet et par gange, og har levet som selvstændig musiker fra en alder af blot 21 år, og har allerede en international karriere. Albert spiller næsten altid med folk fra hele verden.
I oktober 2018 modtog han prisen Årets Nordjyske Jazznavn ved 20 års jubilæet for Tversted JazzyDays, som Albert er kommet og har deltaget, og spillet til nærmest i samtlige 20 år. Spørger du ham, er denne festival hans hjem og vugge.
Med inspiration fra Cuba, Brasilien og sin opvækst med jazzen vil Albert give en nærværende og personlig musikalsk oplevelse. Musikken har den nordiske melodi, jazzens harmonik og Cubas og Brasiliens rytmik, men hvad vigtigst er, er musikken en måde at fortælle på for Albert. Han vil med musikken fortælle historier, dele oplevelser og grine og græde med publikum. Med melodien som substantiv, harmonikken som verbum og rytmikken som adjektiv, garanterer Albert at tale direkte ind i hjertet på publikum.
Det bliver blødt, det bliver vildt, og det bliver nærværende og intenst.
Med sig har han på klaver Edgars Cīrulis og Federico Nelson Fioravanti på trommer.