Slowjoint har de seneste 6 år tourneret danske og nordtyske spillesteder i smadder med deres selvudnævnte bongsludge. Inspireret af amerikanske bands som Eyehategod og Weedeater gynger trioen igennem det ene blues groove efter det andet, kun afbrudt af korte uptempo riffs eller et endnu mere slæbende groove. Det er ligetil, det er larmende og det rykker fucking godt i løgene.
"Slowjoint var et forfriskende sprælsk og flabet pust med tungen ude, masser af attitude og fuckfingeren i vejret. Sjældent får sønderjysk en så badassklang, som når frontfigur Dennis Petersen gang på gang lægger op til legalisering af hash og dynamit, eller når han ranter random one-liners som ”Vi sutter, I sutter, alle sammen – fuck jer!” - Jacobh Hansen, Devilution
ThunderWhip er vestjysk hegn med tyngde, bid og charme. Besætningen er trekammerater som har kendt hinanden personligt og musikalsk, siden start- halvfemserne. Bandet blev dannet i 2015 og samme år kom demo'en Bloodsucker. De er i efteråret aktuelle med debutpladen, Forever's End, som de stolte er rundt og præsentere på landets spillesteder.
Trioen spiller tordentung heavy metal/stoner doom, eller bare thunderdoom, med rock'n'roll elementer og har tjent sig et godt ”live-ry” rundt i landet, hvor de tidligere har delt scene med bl.a. amerikanske Crowbar.
Siden 2015 har de nordjyske Tempest Drive haft i sinde at nedlægge samtlige danske scener med deres bud på hvad dansk rockmusik er i stand til at smide i hovedet på et publikum. Larm på spaden, vilde baslinjer, hårdtslående trommer og en rå vokal: disse fire unge mænd har skåret Hard Rock ned til kernen for at kunne fremkalde genrens fulde potentiale. Det går lige fra hårdtpumpende smadder ala 170 BPM, til tunge ballader med guitaren stemt ned - og det hele bliver serveret med en sveddryppende og energifyldt performance der efterlader nakkerne ømme.