2018 skal sparkes godt i gang. Derfor laver vi i januar Northern Winter Beat: en musikfestival, der vil fylde Aalborg med lys og varme i en kold og mørk tid. Med cirka 40 spændende koncerter på tre dage venter der masser af gode oplevelser og festivalstemning for ude.
Koncerterne kommer til at foregå på Skråen, 1000Fryd, Huset og Studenterhuset samt på en række andre centralt placerede scener i midtbyen som for eksempel Klosterkælderen, Platform 4, Budolfi Hus, Springeren m.v.
Festivalen arrangeres af Studenterhuset i samarbejde med 1000Fryd, Skråen, Huset og Aalborg Events, og blev afviklet første gang i 2013.
Bands:
Marvelous Mosell, Katinka, Bikstok røgsystem, Jens Unmack Solo, Dasher, Baby In Vain, Franske piger, De underjordiske og mange flere.
SVIN er et uortodokst bud på moderne instrumentalmusik. De fejrer friheden i musikken og hylder uafhængighed, kærlighed og den grænseløse mangfoldighed i kunsten. I arbejdet med SVINs fjerde studieplade Missionær har bandet droppet vaner og tilbøjeligheder og vendt vrangen ud af egen kassetænkning for at genopfinde sig selv. Svin r bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt nyrock, dronebaseret folklore og ambient støj. Her giver de bag lag af inciterende trommer, udsvævende keyboards, brølende saxofon og eksplosiv guitar, plads til luftige, meditative melodier og cirkulære huggende motiver.
Pardans betragtes af mange som det bedste nye punkband i Danmark. Pardans er en sekstet med karismatiske Gustav Berntsen i front. Deres lyd er en intens og rå version af post-punk tilsat tenor-sax og viola. På en og samme gang kaotisk og kontrolleret.