Entré inkl. LP+CD: 50,-
Foregår i Peepshoppen!
///
///
Går man 10 år tilbage i den danske musikkrønike, vil man finde et relativt ubeskrevet blad af de mere særegne slags blæse uforløst rundt i vinden. Det danske psykedeliske Folk ensemble Lotus Krokus, var for en kort stund oppe at vende med de 3 udgivelser "Drømmenes Formløse Have" (Orpheus Records 2006), "Midvinter" (Pæne Ting Du Gerne Vil Ha' / Labelkollektiv 2007) og den kritikerroste "Deva" (Orpheus Records 2007), samt en god håndfuld koncerter i årene 2005-2011, ikke mindst rundt på landets alternative scener og undergrundsfestivaler, og som support for bl.a. Six Organs Of Admittance, Spids Nøgenhat og Psych Folk ikonet Robin Williamson fra 60'er gruppen The Incredible String Band.
Bandet bestod af harpe, sitar og guitar-spiller Niss Stricker og guitar, mandolin og banjo-spiller Michael Marino i sin grundstamme, men rundt om disse florerede et broget musikerkollektiv af folk fra hele landet, som i bedste fri-legs hippie-stil sad ind under koncerter og indspilninger.
Nu kigger Lotus Krokus for en kort bemærkning frem fra glemslens skygger med dobbeltudgivelsen "Om At Rejse Ud For At Finde Hjem Igen & Søer Du Skal Sejle". 2 plader der begge blev indspillet i 2009, men altså først nu finder vej frem i lyset og udgives samlet som en vinyl + CD.
Skønt Lotus Krokus aldrig blev et særligt velkendt navn på den danske scene, var de dog ganske unikt ét af de eneste bands i DK, der lå i direkte forlængelse af Freak Folk bølgen af New Weird America, der i 00'erne avlede et væld af interessante navne og var med til at sætte et umiskendeligt og farverigt præg på årtiets musikscene med navne som Devendra Banhart, Joanna Newsom, Iron & Wine og mange flere. Og ligesom Freak Folk'en fra USA og UK, tages der også udgangspunkt i et naivistisk instrumentbrug, og et overvejende syret og akustisk lydunivers hvor målet helliger midlet og historier, fabler og forvredne melodistrukturer træder foran begreber som lyttervenlighed, hitpotentiale og stramme produktioner.
Sniglyt pladerne her: https://soundcloud.com/lotuskrokus/albums