-----------------------
*** Maskinvåd finder deres inspiration i dansk nyrock fra 80'erne (læs: Kliché) og blandet med deres egen lyriske stil ender man med et meget originalt bud på moderne dansksproget rock. Ydermere har bandet ingen frygt for hverken omkvæd eller tempo, så alle ingredienser til en overraskende og forfriskende cocktail er til stede. Debutalbum udkom på Auditorium i oktober 2012. Spillede på SPOT Festival ´13 og var særlige gæster (som duo) på Jacob Bellens april-turné. Gaffa gav 5 hjerter efter én af disse koncerter: “..hvor er det overraskende godt. De har godt nok øvet vokalerne. Maskinvåd spiller tight og lækkert, og både guitar og bas lyder virkelig godt. Opvarmning er somme tider noget værre sjask, hvor man som anmelder ret hurtigt tænker "okay, så udholder vi den bare herfra", men de her gutter har mere end taget sig sammen (...) Det her er så godt, at jeg frygter at høre deres indspillede numre...”
*** Selvom de kun er 17-20 år gamle har de tre piger i Baby In Vain imponerende hurtigt fundet deres egen plads i et musikalsk univers, der oftest er domineret af halvgamle mænd. Baby In Vain spiller en til 2014 opdateret udgave af 90’er stoner rock og grunge, med tonstunge guitarriffs og skærende vokaler og inspiration fra bands som Kyuss og Mudhoney. Beskidt rock blandet op med iørefaldende hooks og call back vokaler. Deres koncert på Spot ’13 blev rost til skyerne af blandt andet Kieron Tyler fra Mojo Magazine, fremhævet i Politiken og Soundvenue gav dem fem stjerner med på vejen og skrev ”Baby In Vain lefler ikke, og det var befriende at få spillet ørerne fulde at tre piger, der umiddelbart har fået rockens tunge virkemidler ind med modermælken og på scenen forstår at bruge deres instrumenter som våben.”
*** Rock'n'roll, soul, pop og poesi. Den primitive garagerock fra Velvet Underground. Den konstant fremad skubbende blues fra Foghat. Punkånden fra The Clash anno 1977. Og Keith Moon’s trommelyd. Og vupti har du The Royal Cream fra Stockholm i Sverige. The Royal Cream blev startet i slutningen af ??90'erne i Stockholm af de to guitarister og sangskrivere Mattias Wärmby og Kurt Dräckes. Live bliver de bakket op af venner. Ofte Kenny Håkansson fra de legendariske Hellacopters på bas og også fra Hellacopters - trommeslager Robert Eriksson. Så det er ikke underligt, at Hellacopters - de svenske stormestre af rock - hyldede The Royal Cream med en coverversion af deres "Darling" på deres sidste album "Head Off".