I aften står den på singer/songwriter eller indie-folk eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde det, når en mand går på scenen med sin guitar og spiller gode sange.
Egentlig er det en skam at sammenligne Paleo med noget som helst, for han er helt sin egen, men man kunne da lige slynge navne som Devandra Banhart og Bob Dylan ud – bare så alle er med på, hvor vi er henne af. Den tilbagelænede attitude kunne godt give det indtryk, at Paleo ikke er interesseret i et større gennembrud, men han får svært ved at undgå det, for han ryster den ene ørehænger efter den anden ud af ærmet. Bon Iver sidder et sted og tænker: ”Hovsa, ham der Paleo-fyren får da vist mig til at fremstå som lidt af en tørvetriller”.
Bøg er efterhånden ved at være gammel i gårde på den Aalborgensiske musikscene siden. Han var med i bandet Bought Landings way back, da Aalborg husede et stort indie-slæng, der blandt andet sværgede til Modest Mouse og Pavement. Disse inspirationskilder anes stadig, men der er skruet ned for både søjudladningerne og tempoet, og et nummer som ”Time When We Fall” er et godt eksempel på, hvordan Bøg uden et væld af virkemidler formår at skrive smukke og iørefaldende sange.
Andri Sigursson er nok bedst kendt som sanger i rockbandet Touching Grace. Når han optræder alene er der skruet markant ned for volumen, men den gode sangstemme og indlevelse fornægter sig bestemt ikke.