Den står på singer/songwriter eller indie-folk eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde det, når en mand går på scenen med sin guitar og spiller gode sange.

Egentlig er det en skam at sammenligne Paleo med noget som helst, for han er helt sin egen, men man kunne da lige slynge navne som Devandra Banhart og Bob Dylan ud – bare så alle er med på, hvor vi er henne af. Den tilbagelænede attitude kunne godt give det indtryk, at Paleo ikke er interesseret i et større gennembrud, men han får svært ved at undgå det, for han ryster den ene ørehænger efter den anden ud af ærmet. Bon Iver sidder et sted og tænker: ”Hovsa, ham der Paleo-fyren får da vist mig til at fremstå som lidt af en tørvetriller”.

Will Stratton ved også et og andet om, hvordan man skruer en god sang sammen. Måske er det fordi, han har spillet klaver siden han var tre år gammel. På plade er han ikke bleg for at et væld af strygere og vokaler, men denne aften er det altså bare hans egen fløjlsbløde stemme og hans guitar. Hvis vi skal name droppe lidt, bliver han sammenlignet med Nick Drake og måske især Sufjan Stevens, der også spillede Obo på Will Strattons debutplade.

Bög er efterhånden ved at være gammel i gårde på den Aalborgensiske musikscene siden. Han var med i bandet Bought Landings way back, da Aalborg husede et stort indie-slæng, der blandt andet sværgede til Modest Mouse og Pavement. Disse inspirationskilder anes stadig, men der er skruet ned for både søjudladningerne og tempoet, og et nummer som ”Time When We Fall” er et godt eksempel på, hvordan Bøg uden et væld af virkemidler formår at skrive smukke og iørefaldende sange.