Den jyske trio Aedra har fødderne solidt plantet i den metalliske muld, hvorfra de påvirker lytteren til dystre og eftertænksomme tanker. Der leveres på mange måder et sikkert og professionelt udspil fra bandet, hvis passion for musikken brænder igennem og skaber en lyd, der sammenfiltrer flere forskellige musikalske udtryk såsom atmosfæriske lydbilleder og elementer fra den progressive rock og metal. De lange rene instrumentale passager tilfører en melankolsk og abstrakt udformning af musikken, samtidig med at der gennem disse passager lægges vægt på det tunge indhold i bandets udtryk. Bandet bevæger sig mellem stilfærdige og mere bombastiske segmenter, hvor de primært via den instrumentale side formidler sanseindtryk og fortællinger, der gør musikken meget nærværende og dynamisk.
Gratis download af samtlige udspil, fra bandets myspace