”En uomtvisteligt lovende debut” skrev GAFFA og Soundvenue supplerede ”KATO viser bestemt potentiale, og der er lovende takter på indledningsnummeret 'In My Soil', som kombinerer det skrøbeligt slumrende med tunge, sønderslidte toner...” .
De 8 numre på ”In the Dew” befinder sig på hver sin plads i et spændingsfelt fra stramt struktureret rock over indadvendt undren til en form for febrilsk rykkende støjrock, hvor tøjlerne slippes og sluserne åbnes på vid gab. Fælles for numrene - og måske debut’ens egentlige projekt - er mødet mellem stærkt fængende melodier og en støjende rockenergi, som kan give associationer til bl.a. norske Motorpsycho. Kvartettens rå lyd gennemsyres af islandske Kristín Thóra Haraldsdóttirs ofte støjende stryger arrangementer i en skæv og forslået alliance.
KATO blev sidste forår nomineret til Rock Nord Prisen 2008, og bandet har igennem de sidste 2 år givet koncerter i det meste af landet. Men stadig lod vinylen vente på sig. Fejl fra trykkeriet i Tjekkiet samt dårlig kommunikation medførte, at bandets pladeselskab først modtog albummet i november sidste år (1 år efter oprindelig release). Nu er den så endelig klar, og denne lækre nummererede dobbelt 10 inch gatefold udgivelse, kan nu anskaffes til en særdeles fornuftig pris.