"At kigge den anden vej er på mode i Vesten – men det ender som SE7EN med hovedet i æsken". Nej, tingene går ikke den rigtige vej. I hvert fald ikke ifølge Organiseret Riminalitet. Der er noget råddent i verden i almindelighed og i Danmark i særdeleshed. Det er jo heller ikke for sjov, danskerne ofte kaldes indadvendte, uvenlige og ugæstfri. Og det er med udgangspunkt i betragtninger som disse, at femkløverets første fuldlængdealbum er blevet til. For tingenes tilstand holder ikke, og derfor opfordrer de multirimende ytringsfrihedskæmpere os alle til at genoverveje hverdagen – og ikke mindst vor fælles hverdag.
Kimen til Med Love Skal Man Land Bygge blev lagt med et ordspil på den første sætning i Jyske Lov. Men ingen kunne have forudset, at sproglegen, der siden er blevet til albummets titel, ville blive så aktuel, som den er nu, hvor intolerancen og snæversynet råder. Organiseret Riminalitet vil noget andet, noget bedre. Med love på engelsk eller med kærlighed på dansk.
På albummet Med Love Skal Man Land Bygge bevæger de sig således fra den humoristiske lovprisning af det modsatte køn i den tidligere P3-fuldtræffer "Hvis Jeg Var Min Kæreste" over det selvreflekterende i "Gamle Unge" til det stærkt samfundskritiske i den særdeles godt modtagne førstesingle "Menneskesyn", hvor det lyder, at:
Vi' indadvendte og dekadente forbrugsslaver slagt guldkalven og gi' os nogen julegaver så vi ka føle os elskede – ingen er bange for helvede vi dør ik af overvægt – vi dør fordi vi' selvfede
Ja, Organiseret Riminalitet har evnerne og viljen til at tage det danske samfund ved vingebenet uden at prædike eller docere. Det er med andre ord velkørende historiefortællinger med en uhøjtidelig tilgang til emnerne og en fandenivoldskhed, som er svær ikke at blive revet med af. Skudsmålet giver de dog bedst selv med disse sætninger: "Det' det sygeste realeste, du kan gå amok i byen, ryge og chille til; Det' mildest talt det vildeste. Det ik den billigste nye dille. Det ik hvem som helst – De Riminelle siden '96".
Og 1996 var netop året, hvor Organiseret Riminalitet fandt sammen. En "femmands soloartist", som de kalder sig, der udgøres af rapperne LarsEFX, Kool Jepp, Slogan og Khalern og med DJ Jett bag de to hjul af stål. Alle er de respekterede veteraner på den danske hiphop-scene, og sammen fungerer de som en enhed, hvor hver enkelt medlem skaber vidt forskellige former for liv og lyst.
Drengene er dog ikke enige i alle spørgsmål og de nuancer, det tilfører, gør Med Love Skal Man Land Bygge til et enestående samtidsbillede af Danmark anno 2007. Det er simpelthen et udspil med nerve, nosser og hjerte. Til de unge, til de voksne, til de fulde, til de eftertænksomme. Så kom dog indenfor. Det har du fortjent – og det samme har Organiseret Riminalitet.