1000Fryd goes pop. Hvad gør man ikke for at få chancen for at afholde en koncert med et band fra Saddlecreek Records (Bright Eyes, Cursive, The Faint, Two Gallants wtc.)Anmelderne giver Maria Taylors seneste plade masser af roser med på vejen, og man skal da også være noget af en hård banan for ikke at blive berørt af Taylors udtryksfulde stemme. Bright Eyes gæster pladen, ligesom Maria Taylor i øvrigt synger med på "Down in a Rabbit Hole" fra Bright Eyes' seneste genistreg af en plade. jovist, det er bare pop, men det er god pop.

Og et par lokale kommende stjerne er sprunget med på denne prægtige vogn. Hell is in Hello er ham der Rasmus fra Charlie Don't Surf og Chewie D er ham der Kasper fra Torpedoes. Indie for alle skillingerne.
tjek: http://www.myspace.com/hellisinhelloo og http://www.myspace.com/chewied

Om Maria Taylor:

"...Albummets styrke skal først og fremmest findes hos Taylor selv og den blide stemning, hun skaber albummet igennem. Den melodisk konsistente indie-pop, Taylor er leverandør af, er mere sjælden, end man umiddelbart skulle tro, og jeg skal ikke skjule, at jeg personligt er faldet for miss Taylors kvaliteter...."

Geiger, Jacob Bækgaard

****************

"...På ”No Stars” er der tykke og skarpe guitarkanter på albummets mest rockede nummer, mens albummets bedste sang ”Replay”, er båret frem af klaver og viser Maria Taylors vokal fra sin stærkeste side. Sådan kan man fortsætte gennem albummets 11 numre, som er en meget afvekslende oplevelse gennem mange facetter af den amerikanske singer/songwriter-tradition. Inspirationer og referencer er utallige i denne genre, men Maria Taylor kan meget vel selv ende med at blive en sådan, for der er tale om store kvaliteter fra en stor personlighed på Lynn Teeter Flower..."
Diskant, Morten Wamsler

****************

"...der er hverken givet køb på poesien i melodierne eller i Taylors vokal, der er så sårbar og fin, at en sommerfuglevinge synes at kunne slå den omkuld. Og midt i den næsten porøse skønhed brænder en stribe eftertænksomme vers om voksenlivets tøven, tvivl og tab. Denne modstilling af musikalsk skønhed og lyrisk smerte kan minde om Aimee Mann, men veninden i ånden har nu ikke lavet noget af denne kvalitet i flere år – og det skal først og fremmest læses som en kompliment til Taylor...."

Gaffa, Jeppe Krogsgaard Christensen